I en alder af 15 år udviklede jeg spiseforstyrrelsen anoreksi. Det stod på i godt og vel 10 år. I dag er jeg 32 år. Uddannet sygeplejerske og har det egentlig meget godt.
Men lad os lige skrue tiden tilbage til 1996. Året hvor jeg startede i 0. klasse. Jeg var 5 år.
Jeg husker hele min skolegang fra 0-9 klasse som kaotisk, smertefuldt, præget af frygt/angst, en krop på konstant overarbejde og i alarmberedskab, ensomhed, fysisk og verbal mobning, svigt og afmagt.
Det er en masse fine ord. Ord som jeg slet ikke anede fandtes eller hvad hed. Jeg var trods alt kun et barn. Jeg reagerede bare på hvad jeg mærkede og det var flygt.
Jeg flygtede fra situationer/mennesker fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Det blev min “to go” strategi, min overlevelse.
Alt i min krop skreg på, at jeg bare skulle væk. Jeg løb bogstaveligt talt min vej når jeg var bange, ked af det og ensom. Jeg gemte mig ofte fordi jeg var bange og ked af det. Under alt det var jeg nok også meget vred, men vreden blev vendt indad. Den dag i dag har jeg stadig svært ved at vise vrede og hvis at jeg er ked af det. Dengang blev både vrede og ked af det-hed gjort til noget skamfuldt fordi jeg altid fik af vide “at jeg bare skulle tage mig sammen”.
I dag ved jeg godt at det ikke er skamfuldt. For det er det på ingen måde.
Børn tilpasser sig. Jeg tilpassede mig det miljø jeg var i. Det var alt andet end sundt. Men jeg havde ikke andet. Jeg var dybt ulykkelig og havde egentligt heller ikke lyst til at leve.
Livet var så smertefuldt. Men det var mit liv. Det var min hverdag.
Efter folkeskolen og skiftet til gymnasiet skete der noget. Jeg ved ikke helt præcist hvad.
Den konstante stress og belastning som jeg var blevet bombarderet med, hver evig eneste fucking dag i alle de år gjorde, at min krop blev stresset, udskammet og til sidste endte jeg selv med, at skamme mig over min krop og tænkte “det jo nok mig der er noget galt med”.
Det er super ærgerligt at andre mennesker skal påføre os så meget smerte, ubehag og skam, så vi til sidst selv “tror på det”.
Som tiden gik i 1.g begyndte jeg at skære ned på hvad jeg spise. “Jo mindre jo bedre”. Jeg begyndte at træne meget. Jeg fandt en form for tryghed og kontrol i, at lade være med at spise. Jeg blev dybt afhængig af træning, tælle kalorier og brugte timer i træningscentret og ude i naturen. Mit liv handlede seriøst ikke om andet og ingen skulle tage den kontrol fra mig.
“ᴊᴇɢ ᴋᴜɴɴᴇ ғɪɴᴅᴇ ᴜᴅ ᴀғ ɴᴏɢᴇᴛ”. Jeg kunne kontrollere hvad jeg spiste, min træning og til dels mine følelser. I starten fik jeg mange komplimenter på mit vægttab, hvilket ikke førte noget godt med sig. Uanset hvad så var det jeg havde gang i, sygt.
Jeg vidste det bare ikke selv. Før jeg blev indlagt og fik af vide jeg kunne dø af det.
Det udviklede sig til alvorlig anoreksi. Jeg har været indlagt flere gange. Jeg har været tæt på at miste livet og mig selv. Jeg har selv ønsket ikke at leve – for hvad var det for et liv? Mit liv var kaotisk og smertefuldt. Anoreksien styrede ALT.
At jeg sidder her og skriver det her opslag gør mig både ked af det og enormt stolt.
På trods af mange op – og nedture så har jeg altid haft en stædighed, vilje og en tro på at det hele nok skulle gå. I de mørkeste tider har jeg kæmpet mig ud på den anden side. “Hvordan” det ved jeg ikke altid. Jeg blev student og uddannet sygeplejerske mens jeg var syg. Det er til tider stadig en gåde for mig, hvordan jeg kunne det.
Men jeg gjorde det.
I dag er jeg som sagt uddannet sygeplejerske, arbejder i psykiatrien og jeg er heldigvis blevet “klogere”, mere selvsikker omend jeg stadig ikke er just “best friends” med mig selv eller min krop, men det kommer – mit liv er ikke perfekt og jeg tror ikke på at nogen mennesker lever et perfekt liv. Vi har alle vores kampe og det er helt okay.
Trods alt det min krop og jeg har været igennem så er jeg dybt taknemmelig for, hvor jeg er i dag og min krop kan eddermame meget – og det er jeg den evigt taknemmelig for. Selv på de dage hvor jeg synes livet kan været hårdt så er jeg stadig taknemmelig for livet. At jeg har været igennem det jeg har, har givet mig en kæmpe indsigt i mig selv samt en masse redskaber og ressourcer.
Vores krop og sind er fantastisk. Hvis vi tillader os selv at se, mærke, hele og bare være.
Sindet heler sig selv hvis vi ikke dyrker det der er svært, går ind i det, grubler over det mm.
Det vil passere, som skyerne på himlen. Det er ikke nemt, men det er heller ikke umuligt.
Jeg fik tit af vide at “følelser/de svære dage er som bølger i havet. De skal nok trække sig tilbage igen”.
Jeg har det ærlig talt godt. Men jeg er også blot et menneske, som har dårlige dage. Det har vi alle og det er der absolut intet galt med. Det er så normalt som noget kan blive.
Jeg har det godt, jeg arbejder, træner, trives og prøver egentlig bare at jonglere med livets finurligheder. Når det så er sagt, så kan jeg sagtens også have dage, hvor jeg mærke det andet, hvor jeg bryder sammen uden helt at kunne sætte ord på “hvorfor” – for det er trods alt en del af livet. At livet kan gøre ondt og være svært.
Vores kære krop, vores nervesystem husker det vi har været igennem. Det sidder lagret i vores krop. Smerten. Det traumatiske. Det svære. Vores krop husker disse oplevelser om vi vil det eller ej. Så bærer vi rundt på dem hver dag, og det sker ofte uden at vi tænker over det. Vi er ikke altid selv herre over hvornår vi kan blive “trigget/aktiveret”, men vi er selv herre over hvordan vi reagere og handler. I hvert fald som voksne – selv om det kan være rigtig svært at navigere i.
Vi kommer alle et sted fra, men det behøver ikke definere os resten af livet.
Jeg rakte ud efter hjælp. Jeg er rask i dag. Det har taget tid. Det har gjort ondt. Det har kostet mig i mit privatliv og ungdomsliv. En tid jeg ikke får tilbage. Jeg vælger dog at se fremad og ikke dvæle i fortiden for det kommer der sjældent noget godt ud af.
Vi mennesker skal ikke klare alting selv. Det kan vi ikke. Det er en kæmpe styrke at bede om hjælp og tage sig selv alvorligt.
“Alt vi har er nu” 💜
Kh. Rikke
Instagram: https://www.instagram.com/wittchen1990/

